Freja

Freja`s skue/udstillings resultater:

 

Veteranklassen:

Silkeborg d. 24.11.2007 -

1 pr. 2 v, bedste veteran, BIG3

 

Brande d.2.12.2007 -

1 pr. 1 v, bedste veteran, BIG2

 

Stepping d. 10.2.2008 - very good, 1 v, bedste veteran, BIR

Lunderskov d. 7.9.2008 - very good 1 v, bedste veteran, BIR, BIG

 

Billund d. 28.9.2008 -

very good 1 v, bedste veteran, BIG, BIS7

 

Se billeder af Freja - tryk her

 

 

Frejas stamtavle:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Far: Gravmand Platie

 

Farfar: Suddebok-Kerio

Farmor: Gravmand Ditte

 

Farfars far: Grimmle Vom Ahlsensee

Farfars mor: Suddebok-Votrenutella

 

Farmors far: Lille-Guts Larry

Farmors mor: Jaller

 

Mor: Lille-Guts Laban

 

Morfar: Jockel Von Der Eckeraue

Mormor: Lille-Guts S. Ataja

 

Morfars far: Cyrus V. D. Breitenbacher-Alpen

Morfars mor: Dickie Von Der Eckeraue

 

Mormors far: Boss

Mormors mor: Lille-Guts Sisse

 

Dorte Sørensen, Hvesager 58, 7300 Jelling. Tlf. +4530281141. Email: dorte@jellingnet.dk

Kennel Eden Rose

 

En fantastisk hund som flyttede ind hos os d. 12 sept. 1996. Mikkel var da knap 8 år og ønskede sig inderligt en hund, så det var ikke svært at sige ja, da vi mødte Freja første gang. Hun gik ind i vores hjem og hjerter med træsko på og var bare en glad og tilfreds hund.

Jeg gik til hvalpemotivation og det efterfølgende lydighedshold med Freja i DCH og hun var en rigtig dygtig hund. Selvom vi ikke fortsatte træningen, glemte hun aldrig øvelserne og hun var klar, så snart jeg bad om hendes opmærksomhed.

 

Igennem årene var hun en trofast ven for Mikkel - de legede ofte sammen og puttede gerne i sengen om aftenen.

 

Freja var ikke særlig glad for andre hunde - pustede sig ofte op ved mødet med andre og virkede vred. Man var vel på størrelse med en dobberman!!!!! Så det var svært at tage beslutningen om vi skulle have en hund mere, da hun var ca. 8,5 år - vidste ikke helt, hvordan hun ville modtage sådan en lille størrelse, men min frygt blev gjort til skamme, da vi i 2005 fik Tilde. Freja brummede godt nok i nogle dage over Tilde, men en nat vågnede jeg ved, at Freja havde lagt sig ned i kurven ved Tilde og siden var de uadskillelige. Hvor var de gode sammen - Freja slikkede f.eks altid Tilde tør, hvis hun var blevet våd og Freja begyndte at lege igen - noget hun ellers havde glemt, og hun tabte sig bl.a. 3 kg og blev en rigtig flot og stilfuld gravhund.

 

Igennem Tildes opdrættere fik vi kendskab til gravhundeklubben og kom der en del med Tilde. Jeg turde ikke pga. Frejas temperament over andre hunde, at tage hende med derud, men efter noget tid, gjorde jeg det alligevel. Og igen blev min frygt gjort til skamme. Freja kom i rævegraven for første gang som ca. 10 årig og hun vidste lige hvad det handlede om. Hun skældte ræven ud, som havde hun aldrig bestilt andet og hun elskede det. Samtidig blev hun positiv overfor de andre hunde og det var en fornøjelse at have hende med.

Freja oplevede jo tit at jeg tog afsted til prøver og udstillinger med Tilde og jeg kunne se på hende, at hun ville også med, så jeg lovede at tage hende med på et par skuer. Og den første var i kreds 6 d. 24.11.07. Hold da op, I skulle ha` set hende - så glad en hund, som bare tog hele ringen. Hun gik bare så flot og kiggede rundt, som om hun sagde: "ser I mig nu allesammen". Det er jeg sikker på alle gjorde og stolt var jeg da hun fik 1 pr. i veteranklassen, blev bedste veteran i gruppen og blev 3 bedste veteran i store ring. Sikke en dag, som blev til nogle flere skuer og hver gang, var det Freja der hev præmierne med hjem. Ofte stod der i hendes kritikker at hun var en meget velholdt gammel dame og i den sidste kritik udtalte en engelsk dommer, at hun slet ikke kunne forstå, at Freja havde den høje alder. Der var hun 12,5 år.

 

I juli 2008 fik vi så Klara - 3 skud på stammen. Det kunne til tider være lidt hårdt for Freja med sådan en ung hund, men hun satte aldrig Klara på plads. Tilde tog godt over med Klara, så det betød mere ro til Freja. Jeg forsøgte, af samme årsag, at dele dem, når jeg skulle på arbejde, men Freja gjorde mange krumspring for at vise, at hun ville være sammen med de to andre og så puttede de alle 3 i den samme kurv. Så var hun tilfreds.

 

Det sidste års tid, har jeg haft kendskab til hundeskoven i Randbøl og der fik vil alle rigtig mange gode timer til at gå sammen med andre hunde og hundefolk. Freja elskede den skov. Ofte fulgtes hun ikke sammen med os andre, men gik sine egne veje og pludselig var hun så sammen med os igen. Hun kunne være der i timevis og jeg skal love jer, at der er blevet gravet huller derude - Frejas huller. Hun var gode venner med de hunde hun kendte - især Emma, Freja og Ada eller Gypsy, Frida og Easy, men kom der en fremmed hund, var ingen i tvivl om, at hun var alderspræsidenten og de skulle bare holde sig væk. Hun gjorde dem ikke noget, men pustede sig op, så de var ikke i tvivl om hendes værd.

 

Den sidste arbejdsdag inden min sommerferie, faldt Freja om med kramper. Puha, hvor var det en grim oplevelse. Hun kom da snart til sig selv og var frisk igen. Jeg tog til dyrlægen med hende, som mente at hun måske kunne ha` fået en hjerneblødning. Han prøvede at give hende en B-vitaminsprøjte og så måtte vi se tiden an. Freja havde det fint nok - var næsten som hun plejede. Faldt måske lidt mere på det glatte gulv og var nok også lidt mere træt. Men i det store hele havde hun det ok. Vi tog stadig i hundeskoven og her havde hendes adfærd ændret sig. Hun gik ikke mere for sig selv, men hoppede glad rundt med vi andre. Efter en måned fik hun efter aftale med dyrlægen en B-vitaminsprøjte mere og så håbede vi, det kun ville gå fremad. Men sådan blev det ikke. Freja fik flere og flere absencer - måske små krampeanfald og hun blev mere fjern. Så tirsdag d. 18.8 2009 bestemte jeg, at nu måtte det være tiden at sige farvel til vores gamle hund. Det var svært, men jeg havde lovet hende, da hun fik det første anfald, at hun kun skulle være hos os, så længe hun havde det godt og nu var det ikke værdigt for hende mere, så vi måtte sige farvel. Mikkel kom hjem og vi fik dyrlægen til at komme hjem til os. Og Freja opdagede slet ikke noget - hun sov bare lige så stille ind i vores arme.

 

Det er nu 7 år siden og jeg savner hende stadig. Hun var vores første hund og bare helt speciel. Hun ligger begravet i haven ved en lille sten og med blomster fra hendes skov. Hver aften tænder jeg et lys for hende og siger godnat. Jeg ville give en million for at få lov til at kramme hende.

 

Jeg håber, du har det rigtig godt, Freja - du vil altid være hos os i vore hjerter.